Historien om Dalager Marked

1815-1965

Det nuværende marked startede i 1991, men som det fremgår af det følgende bygger den på en gammel tradition.
I tiden fra 1815 og til 1965 holdtes der marked med heste og kreaturer på pladsen ved Dalagergaard. – Ca. 500 m nord for den nuværende markedsplads.
Efterårsmarkedet, eller store-marked som det kaldtes, blev afholdt den torsdag, der lå nærmest den første september. Der holdtes også et forårsmarked og nogle få år også et lille marked i oktober; men det var stormarkedet, der virkelig betød noget. Så det er ikke forkert, når Dalager marked af flere børn, betragtedes som årets fjerde store højtid.
At det virkelig var en dag af betydning ses af at militæret indstillede skarpskydningsøvelserne på det militære skydeterræn (syd for Borris by) i og omkring markedsdagene så gæster og handelsfolk – for at undgå en meget lang omvej – kunne passere sikkert igennem det militære skydeterræn.
Allerede aftenen før markedsdagen begyndte gøglere, æblekoner og mange andre at indfinde sig. Også en del prangere indfandt sig til noget forprang – dagen før selve markedsdagen. Det var dog mest det, der kaldtes helmisrungere, hvilket vil sige, de der handlede med heste af tvivlsom karakter, både hvad udseende og temperament angik.

På selve markedsdagen kunne man fra morgenen se lange rækker af heste og kvæg drage mod Dalagergaard. Kvæg som regel med en trækker og én til at drive på. Hestene på den måde, at et spand var forspændt en vogn, og til vognen var der så bundet én eller flere heste. Derefter var der så igen bundet heste i halen på de forreste og så fremdeles. Det kunne være lange rækker, der på den måde blev transporteret til marked, og meget ofte blev hele koblet om aftenen transporteret videre til Herning, hvor der var marked dagen efter. De større hestehandlere havde dog som regel en professionel hestetrækker. En sådan satte sig op på ryggen af en passende ridehest, og koblet blev så bundet efter på samme måde som før nævnt.

(Kilde: Borris Sogn og dets beboere – af Chr. Lundsgård).

Dalager Marked i 1940’erne

Uddrag af artikel i Hardsyssels Årbog 1997
Gengivet med tilladelse af forfatteren Ove Navntoft Enevoldsen
Dalagergård i Sønder Borris sogn er en gammel gård. Det første skriftlige vidnesbyrd om gården fandt jeg i Kronens Skøder, hvor der står: 27. marts 1618 på Kronborg: Skøde fra Christian Hansen (Baden) til Nørgaard til Kongen (Christian IV) på nogle gårde, heriblandt Dalagergaard i Borris.


DALAGER MARKED

I en skole på Skjernegnen bad degnen engang en dreng nævne årets kirkelige højtider; eleven svarede: »Jul, påske, pinse og Dalager Marked!«
Det var almindeligt, at tjenestefolk før ansættelse betingede sig en fridag, så de kunne komme til Dalager Marked.

Fra gammel tid, før man brugte ure (hanen var vækkeur), var det på landet skik at stå op med solen, i højsommertiden dog ikke før kl. 4. Derfor var det nødvendigt med en middagssøvn, og på hele egnen var det skik, at man begyndte at sove til middag, når det første Dalager Marked blev holdt i april og holdt op med det, når det sidste marked blev holdt i september-oktober. Normalt spiste man sin únden (middagsmad) kl. 12 og sov så fra kl. 12,30 til 14.
Jeg husker, da jeg som dreng omkring 1947-50 nogle gange var til Dalager Marked eller Borris Marked, som vi ligeså ofte kaldte det. At komme med til marked dengang var en stor oplevelse, som man kunne huske længe. Der var dog tit også sure pligter forbundet med markedsturen, som hvis man skulle trække et dyr, det kunne være en kvie eller en hest, til marked for at sælge det, eller man skulle trække et dyr hjem, som var købt på markedet. Jeg har prøvet at trække en kvie hjem til Torsbæk i Hoven, da jeg var en 12-14 år gammel, og da jeg gik der alene på vejen trækkende med kvien, kunne jeg ikke lade være med at bekymre mig for, om jeg ville kunne holde den, hvis den skulle blive vild og ustyrlig. Og jeg tænkte på, hvilken ballade jeg ville få, hvis kvien løb fra mig, og jeg måtte gå hjem uden, og vi senere skulle ud for at lede efter den, men heldigvis skete det ikke. Nogle bandt dyrene bag efter en vogn med hesteforspand, og var det mange dyr, kunne man også binde nogle fast til vognens sider. Denne transportmåde havde den fordel, at hvis et dyr blev stædigt og strittede imod, kunne hestene normalt let trække det med alligevel. Det var kun, hvis dyrene blev så tvære, at de lagde sig ned på vejen og ikke ville rejse sig igen, at man havde et problem. De kreaturer, sole blev trukket bag efter en vogn eller af en trækker, havde en rebgrime på og var koblet sammen på den måde, at rebenden fra nr. 2 blev bundet rundt om halsen på nr. 1, nr. 3 blev på samme måde bundet til nr. 2 og så videre. Hvor mange dyr en mand kunne trække på denne måde, kommer nok an på, hvor medgørlige de var. De skikkeligste måtte være forrest, og undertiden måtte trækkeren have hjælp af en dreng eller en pige til med en kæp at holde dyrene i gang.

En nu afdød bekendt, født i 1902, fortalte mig, at han i sine unge dage havde et job med at transportere heste til og fra marked. Det foregik på den måde, at han red på den forreste hest, og i dens hale lige hvor halebenet slutter, hvor der kun er halehår, var der bundet en anden hest og i dens hale en tredje a hest, og sådan videre. Han havde ofte en 8-9 heste med, og hvis det var nærmere at gå igennem en å eller andet vandløb end at ride hen til og over en bro, og det var det ofte, så red han gennem vandløbet. Skulle der være huller, hvor hestene ikke kunne bunde, gjorde det ingenting, så svømmede de bare.

Borgerforeningen sendte 1907 et andragende til Markedskommissionen om flytning af Dalager Heste- og Kvægmarked til et 3 tdr. land stort areal beliggende umiddelbart nord for jernbanens læsseplads ved stationen, som et konsortium bestående af Chr Ingemann Olesen, Chr. Klitgaard, J. Chr. Jepsen og A. Møller havde købt til formålet. Klitgaard havde mundtligt henvendt sig til Landboforeningen og der fundet god stemning for flytningen. Man slog på, at der kun ville være fordele for sognet og egnen ved flytningen på grund af den nære beliggenhed ved jernbanen, den foreslåede markedsplads havde. Foreningens protokol meddeler ikke mere om sagen, men det må have været et afslag. To år senere vedtog man at søge forhandling med Sognerådet om at få tilplantet et areal, formentlig det man var brændt inde med, nær Stationsbyen for derved at skaffe sognet et offentligt anlæg Sognerådet afslog at forhandle.

Tilbage til hvorfor det var så spændende at komme til marked. Nu må man huske på, at verden var meget anderledes dengang, der var ikke mange adspredelser i hverdagen. Jeg var f.eks. 14 år gammel, før jeg første gang så en film, i en rejsebiograf der var stillet op i forsamlingshuset, medens børn i dag jo bliver flasket op med film og anden underholdning i fjernsynet, næsten fra de første gang slår øjnene op.
På markedet kunne man se mænd, som forsøgte at få en hest til at åbne munden. Ville den ikke gøre det godvilligt, forsøgte man med hænderne at tvinge dens kæber fra hinanden, så man kunne se tænderne, for på tændernes antal, udseende og slitage kan man bedømme hestens alder, og den er jo vigtig for at kunne anslå dyrets handelsværdi. Andre stod og handlede om et dyr, og køberen prøvede gentagne gange at prutte prisen ned, og hver gang køberen eller sælgeren havde givet et nyt tilbud, strakte vedkommende hånden frem til håndslag, og når man så endelig var blevet enige, og det kunne nogle gange vare længe, så besegledes handelen med et håndslag. Der blev normalt ikke skrevet noget; når dyret var betalt, modtog køberen det som kvittering. Nogle drak så lejkyv (lidkøb) på handelen, men det var trods alt nok et fåtal.

På et marked kan man gøre gode handler, men er det første gang man er der, eller man kommer der sjældent, er der nok størst risiko for at blive snydt. For eksempel hvis en handelsmand kommer markedsgæsten imøde et stykke vej uden for markedet og så byder nogenlunde det, som vedkommende landmand havde tænkt sig, at han skulle have for det dyr, han nu har med, og landmanden så sælger dyret og kort tid efter finder ud af, at han kunne have fået mere på markedet ved at erfare, at handelsmanden dér sælger dyret igen med stor fortjeneste. En mere erfaren markedsgænger ville have vidst, at uanset handelsmanden måske sagde, at han var på vej hjem, men da godt lige kunne bruge et dyr mere, så ville grunden til, at han stod ved vejen og ville købe, sandsynligvis være, at priserne på markedet var højere end folk forventede.


RESTAURATION I HAVEN

Før Søren Grønborgs tid var der så nogenlunde fri næring med hensyn til udskænkning af stærke drikke; man har på en markedsdag talt helt op til 57 telte, de fleste var beværtertelte, det siger da en del. I nabogårdene ryddede man storstuen og beværtede og underholdt folk med musik og dans om aftenerne på de dage, der var marked. Spillemænd havde man bestilt længe i forvejen, da de var meget efterspurgte på markedsdage.

Frem til 1971 stod der langs vejen lidt øst for stuehuset på Dalagergaard en træbygning med tag af tjæret tagpap, som blev benyttet til restauration på markedsdage, og som var maskinhus resten af året. Overfor nævnte bygning syd for vejen var der et halvtag, der til hverdag blev benyttet til cykler og redskaber, også det blev benyttet til at servere mad og drikke i, når der var marked. Halvtagsskuret blev efter krigen revet ned og erstattet af en anden bygning, som benyttedes til svinestald.

Endvidere lå der vest for gården ude ved den vej, der nu hedder Borrisvej, et grundmuret hus med tag af pandeplader. Huset, der havde eget køkken, brugtes som restauration på markedsdage, desuden brugtes det til fester. F.eks. blev Søren Grønborg Kjærs forældres bryllupsfest holdt her, ligesom sognets høstfest blev holdt her, indtil der blev bygget en ny restauration i haven, hvorefter huset benyttedes til maskinhus, indtil Tage Toft rev det ned engang i 1970-erne. I gårdens gamle vestlige længe (nedrevet 1896) nærmest stuehuset var der et stort Værksted, som Maren Kirstine og Svend Bechs børn kaldte huggehuset, og på dets loft opbevaredes resten af året de borde, bænke og stole, som brugtes på markedsdagene i huggehuset og i de tre små og fire store rum i stuehuset, som brugtes til udskænkning. Møblerne i stuehuset blev gennem en stor lem i forstuens loft løftet op på loftet. Børnene var ifølge sønnen Gotfred for øvrigt ikke udelt begejstrede for markedet, da det betød meget ekstra arbejde for dem. De store piger måtte servere for gæsterne, og alle skulle hjælpe med opvask, oprydning og rengøring bagefter Dagen før markedet slagtedes en gris eller en kalv, men var markedet velbesøgt, og det var det ofte frem til over midten af dette århundrede, så var det tit nødvendigt senere på dagen at gå til slagteren for at købe mere kød, også fordi det efterhånden var blevet en tradition at spise på markedet. Fra byen kom der en vogn med ankre med brændevin, kasser med bajere og mineralvand. Der var også udskænkning i telte rejst til formålet syd for vejen ved gården.

På gode markedsdage har man, udover 2-3 kogekoner, haft op til 40 damer i sving med at servere. Medens kogekonerne fik en aftalt løn, fik damerne ingen løn, men måtte beholde de drikkepenge, de fik, hvilket kunne give en meget god dagløn, og jobbet var eftertragtet blandt unge piger og yngre koner.
Gotfred Bech fortæller endvidere, at der nogle gange blev solgt pornografiske billeder på markedet, men dem måtte drengene ikke se. Om drengene var konfirmerede og dermed regnedes til de voksne, kunne man let se, da det dengang var en uskreven lov, at ukonfirmerede drenge gik i knæbukser, medens de konfirmerede havde lange benklæder på. At billederne virkelig var spændende at se, kunne han udlede af det hengemte udtryk i ansigterne hos de drenge, som lige akkurat var gamle nok til at få lov til at kigge på billederne.

Om natten før eller efter markedsdagene var det almindeligt, at markedsgæsterne hos gårdejerne tingede sig lov til at lade dyrene græsse på engene langs Skjern Å, da nogle kom med deres dyr dagen før markedet begyndte. Driverne og trækkerne blev indlogeret på gårdene i nærheden.
Der går en offentlig vej gennem Dalagergaards gårdsplads, der blev benyttet til markedsplads. I den østlige længes vestmur var indmuret nogle jernringe til at binde dyrene ved. Ca. 3 ha brugtes til markedsplads; ca. 1 ha øst og vest for udhusene lå altid i græs, resten tog man ind efter behov af marken vest for Borrisvej.

Markedspladsen var opdelt i et lille areal vest for gården, hvor hestemarkedet blev holdt, og en større markedsplads øst for gården, hvor kreaturerne og forlystelserne hørte hjemme. På en del af markedspladsen var der til brug for sognets unge afmålt et areal til en håndboldbane og opstillet to mål. Da samme sted blev brugt dels til afgræsning og dels til kreaturer og heste på markedsdage, kunne det være en blandet fornøjelse at spille håndbold mellem disses efterladenskaber.

Omkring 1948 byggede Lars Grønborg i haven nord for gårdens stuehus en ny restauration, en sal der lå i nord-syd i den vestlige side og i nordenden af den en tilbygning mod øst, som indeholdt køkkenet. I en tredje nord-sydgående længe var der tørve og hønsehus, som erstattede det gl. øst-vest vendte tørve og hønsehus, der lå der tidligere. Endnu tidligere havde der været hønsehus øst for den østlige længe.
Foruden at blive brugt på markedsdage var bygningerne, ligesom den gamle restauration ved Borrisvej havde været det, også i mange år rammen om den årlige høstfest for sognets beboere. Den blev arrangeret af et festudvalg, hvis medlemmer bestod af 3 ægtepar, der blev udskiftet hvert år på den måde, at de, der skulle stå for arrangementet det følgende år, blev udpeget ved festen, således at hvervet gik på omgang sognet rundt.

Traditionen eksisterer fortsat, men nu holdes festerne på Bundgaards Hotel med en enkelt undtagelse, hvor den blev holdt i den da nyopførte Borrishal.


MARKEDSHISTORIER

Ejeren af Dalagergaard havde en livsvarig bevilling til på markedsdage at drive restaurationsvirksomhed med udskænkning af spiritus, hvilket en del gæster benyttede sig af, og nogle fik rigeligt at drikke. Jeg husker, at det var på Dalager marked jeg for første gang i mit liv så en synligt beruset mand.
Det skal engang være sket, at en landmand, som kom med en ældre hest til markedet for at sælge den og købe en yngre og stærkere arbejdshest, om aftenen efter at have drukket en del, uden at opdage det kom til at købe sin egen hest igen til en væsentlig højere pris, end han havde fået for den tidligere på dagen. Til hans forsvar skal siges, at handelsmanden i mellemtiden havde fået smukkeseret dyret, klippet manke og halehår, striglet og børstet det og måske også puttet lidt stødt sort peber op i endetarmen på dyret, det kunne kvikke gevaldigt op i nogle timer. Det var først i mørkningen om aftenen, da manden kom hjem til sin gård, at det begyndte at dæmre for ham, hvad der var sket, da hesten hjemmevant fandt sin bås og sit trug. Manden skal da have sagt til hesten: “A ka’ sie, at du er bløwen kleppet mi’ ven, men de’ er a osse!” (i handelen). Historien er sandsynligvis en vandrehistorie, så det er nok slet ikke i Dalager, den har udspillet sig, men et helt andet sted.

Salomon J. Frifelt fortæller: En handelsmand sad i et godt lav og drak lidkøb inde i en gård nær ved markedspladsen, for på markedsdagen var der skænkeri i alle gårde i nærheden. Det var lidt umageligt at sidde med en fyldt og tung pengekat om livet. Og så tar han katten og hænger den på et søm i væggen henne i en krog. Men enten nu lidkøbet er blevet lovligt skrapt, eller handelsmanden har været lidt glemsom? Nok er det. – Han rejser sin vej og glemmer sin kat.

Næste års markedsdag kommer han ind på den samme gård og spørger, om de ikke bar fundet hans pengekat, for han hængte den på et søm ude i laden? “Ja gjorde du det” siger gårdmanden, så må den vel hænge der endnu, tænker a. Vi kan jo se ad”. Og godt nok hænger katten med alle sine specier endnu urørt på sit søm.

Samme forfatter fortæller 1962: Og mellem folkene i Faster og Borris er der gammelt fjendskab, som endnu for blot en menneskealder siden slog ud i rygende slagsmål ved hvert eneste Borris Marked.

Anders Landting, en stor og stærk mand fra Sønderskovgaard på Borris Sønderland, var omkring år 1900 sammen med sin tjenestekarl til Dalager Marked. Karlen var lidt tilbage i mental udvikling; som min hjemmelsmand sagde: “Han var lige knap si’ egen værge”. Anders så, at nogle gøglere var efter karlen, og at de snød ham. Han gik hen for at hjælpe sin karl, men blev så overfaldet af gøglerne. Anders kom heldigvis til at stå med ryggen mod en mur og værgede for sig med sin kjæp (stok), som brækkede, hvorefter flere venner og sympatisører efter hinanden rakte ham deres stokke, som han også slog i stykker. En gøglers paraply fik et slag, så den røg langt op i luften, en anden fik et slag, så han faldt om, og en markedsgæst udbrød: “Se kan ligger, som om han er død!”. Ingen kom dog alvorligt til skade, og hverken politi eller læge blev indblandet i sagen.

Handelsfolk er tit gode til at snakke, og som man siger, en dygtig sælger kan snakke fanden et øre a’, og dengang som nu gælder det om at huske, at løven er farligst, når den smiler. Ofte forsøgte en handelsmand at snakke kunden efter munden, medens han hele tiden fiskede efter hans synspunkter og livsindstilling. Mærkede han for eksempel, at denne var meget religiøs, så lod han, som om han også var det, for at tækkes manden og så meget des lettere at kunne snyde ham.

Forhenværende skolelærer og konseilspræsident Jens Christian Christensen, bedre kendt som I. C. Christensen fra Påbøl i Hoven, skal engang have sagt, at hvis man havde købt en ko i Jesu navn, så kunne man være sikker på, at den var trepattet. En handelsmand fra Borris sogn blev af nogle betegnet som en kjæltring, medens andre sagde, at han bare var dygtig, og at folk jo bare kunne se sig ordentligt for, inden de handlede, og det er jo altid en god ide. Men det skete nogle gange, at han blev opsøgt på den mindre ejendom, hvor han boede, af utilfredse folk, som han havde handlet med og som mente, at de var blevet snydt, og nu ville de have handelen til at gå tilbage eller afslag i prisen for det, de nu havde købt af ham. Når en person, som han ikke ønskede at tale med, nærmede sig hans gård, gik han ned i stuehusets kælder, som var under køkkengulvet, og konen satte sig så på en stol på kælderlemmen. Når den uvelkomne gæst så kom ind og spurgte konen efter ham, sagde hun, at han jo, som vedkommende selv kunne se, ikke var hjemme, og hun vidste ikke, hvornår han kom hjem, og hvad nu hans ærinde så end var, så var det jo nok bedst, at han snakkede med manden selv om sagen. Gæsten forsvandt normalt ret hurtigt, og når han så var væk, tog konen fejekosten og dunkede skaftet et par gange i køkkengulvet, som var kælderens loft, som et aftalt signal til at manden kunne komme frem igen.

En mand, der havde været til marked, hvor han havde solgt nogle dyr og derfor havde mange penge på lommen, gik på hjemvejen ind til købmand Laurids Lauridsen i Borris for at handle. Da han havde fået varerne og skulle til at betale for dem, tog han en 500 kr. seddel frem og spurgte, om købmanden mon kunne veksle den. Denne svarede, som han plejede, og som kunden havde forventet, at “jeg ka’ veksle alle dem, du har” hvorefter manden trak en 500 kr. seddel mere frem og efter den én mere og så endnu én, og sådan fortsatte han, indtil købmanden nødtvunget måtte indrømme, at nu kunne han ikke veksle flere. Den historie morede alle, der kendte Lauridsen, heriblandt hans efterfølger købmand Erik Madsen, som fortalte den til mig, og som sikkert også har fortalt den til mange andre.

Ligesom andre steder fik også Borris sit civile vagtværn til at opretholde lov og orden i sognet, efter at det danske politi var blevet arresteret af tyskerne den 19. september 1944 og sendt til tyske koncentrationslejre. Vagtværnets medlemmer blev udvalgt af sognerådet og bestod af 3 mænd, tømrermester Poul Pedersen, elværksbestyrer H. C. Mikkelsen og smedemester Emil Andersen, der var en stor og stærk mand.

Ved et marked, formentlig det i april 1945, havde en yngre mand fået så meget at drikke, at han var blevet helt ustyrlig og aggressiv. De damer, som Lars Grønborg havde hyret til at servere, sendte derfor bud efter vagtværnet, der ankom med smeden Emil i spidsen. Emil, der havde en vandpumpe monteret foran køleren på sin personbil, som han i sin egenskab af brandmand modtog en mindre ration benzin til, kørte derud og fik anvist manden, der gjorde sig klar til at slå, som smeden nærmede sig. Manden gjorde voldsom modstand, og Emil vendte sig halvt mod de andre to vagtværnsmænd og sagde: “Vil I ett hjælp’ mæ?”, hvorefter de hjalp lidt til. Emil tog fat på manden og løftede ham op over sit hoved og bar ham ud på strakte arme. I den position blev mandens slag kun til småtjat, som ikke generede smeden synderligt. Fyren blev lagt i bilens bagsæde, men da han sparkede og slog vildt omkring sig, tog vagtværnsfolkene noget reb og bandt ham på arme og ben, hvorefter Emil kørte ad Sdr. Felding kanten til, hvor manden hørte hjemme. Vel hjemme på mandens bopæl lagde smeden ham ind på sengen og skulle netop til at løsne båndene om arme og ben, da mandens kone kom til og sagde: “Nej nej, la’ endelig være med det for hvis du fjerner rebet, så stikker han bare a’ igen”, hvorefter smeden lod rebet blive siddende.

Vagn Heiselberg fortæller: En gæv markedsgæst fortalte med sindig lunhed om et par af hans venner, der ved et Dalager Marked havde været på klok-handel. Joeh, de havde endda fået et par farlig fine armbåndsure, som skinnede og blinkede i solen, som var de af det pureste guld. Og svært var det for dem at holde øjnene fra klokkerne. jakkeærmerne var trukket lidt tilbage, så nyerhvervelserne rigtig kunne iagttages. Og de var endda billige, sagde de to til mig, da vi skulle hjemad. A bød dem halvandet hundrede kr. stykket, på skrømt forstår sig, men nej, sælge ville de ikke. Nu ville skæbnen, at en mand, som vi havde med til stationen og som slet ikke havde lagt mærke til de fine klokker, havde forstand på netop de dele. Han sad foran hos mig i bilen, og jeg kunne jo nok se i spejlet, hvordan de to drejede på håndleddene, så urene rigtig kunne tage sig ud. Og så spurgte jeg min sidemand, om kan kendte de og de armbåndsure. “Joeh tak”, svarede kan, “dem er der fyldt op med på lånekontorer og lignende steder. De er ikke over 10 kr. værd. Det er noget forfærdeligt bras.” Nu kan man jo holde masken, for ellers havde der været et par ansigter i bagsædet, som var en god latter værd, men jeg lod mig ikke mærke med noget. Først da jeg havde fået min sidemand sat af ved stationen, lagde jeg mærke til, at ærmerne var trukket noget længere ud over håndleddene. Og jeg mærkede to tunge næver På skuldrene. “Du tier stille med det her over for vore koner, forstår du”, sagde de med een mund. Og naturligvis gør jeg det, det er klart, men de kikker begge lidt olmt måske, når jeg sådan ved en l’hombre-aften stilfærdigt spørger, hvad guldklokken mon kan være. Men de behersker sig. Joeh, sådan kan det også gå på Dalager Marked. Der kan skam godt blive en slags fostbroderskab imellem sådanne folk. Men lad være at nævne navne. Det kunne komme konerne for øre.


STORT MARKED

Dalager Marked var et af de større markeder og langt det betydeligste i Ringkøbing Amts sydlige del. Det var ikke unormalt, at der kom 3-4 tusinde mennesker (sommermarkedet) og adskillige hundrede heste og kreaturer. Lars Grønborg regnede med, at der til de tre årlige markeder tilsammen kom omkring 8 tusinde mennesker.

Iblandt vestjyder regnedes Dalager Hestemarked for Danmarks tredjestørste. Pastor Anders Bårris skriver i sin slægtshistorie, at Dalagergaard er centrum for det store Dalager Marked, der efter Hjallerup er det største i landet.

For at fremme trafikken over Skjern Å med færgen ved Borris Krog, hedder det i fæstecontracten fra 1825 at: Hvad angår store drifter af stude og heste til markeder, da modtager Anders Christensen (fæsteren) pengene derfor efter tavlen (prisliste på tavle opsat ved overfartsstedet) og deler således, at ban selv beholder halvdelen og leverer den anden halvdel til mig (Peter Halskou, ejer af Borris færgehus og Skjernbrogård), eller Skjernbros ejer.
I de første mange år, formentlig frem til efter at jernbanen var kommet til Borris 1881, holdtes markedet kun én gang årligt, sidst i august måned. Senere begyndte man også at holde et mindre forårsmarked i april, og i Svend Bechs tid var der kun de to markeder. Senere begyndte Søren Grønborg også at holde et efterårsmarked i oktober.

Skjern Dagblad skriver den 31. august 1895: Til markedet i Dalager i torsdags var der ligesom til Ulfborg Marked ført et utal af kreaturer og en masse heste. Handelen var ret livlig og priserne gode, da der var en masse fremmede handelsmænd til stede. 35 vogne fulde af kreaturer afgik fra Borris Station.
Priserne på Dalager Marked den 11. oktober 1940 var ifølge Herning Folkeblad: Kælvekøer kostede 5-600 kr. kælvekvier 4-500 kr. og ungkreaturer 96-100 øre pr kg. Hestehandelen var meget rolig. Da der ikke nævnes hestepriser kan det måske være interessant at se, at der på Varde Marked dagen i forvejen for fuldtandede heste betaltes 13-1400 kr., for 2½ års plage 11-1300 kr. og for 1½ års plage 800-1000 kr. Føl kostede 450-600 kr. Heste var dyre under krigen, da en stor del af varetransporterne, på egnen mest brunkul fra lejerne til nærmeste jernbane- station, blev fragtet på hestevogne.


GØGL OG FORLYSTELSER

På Dalager Marked, der afholdtes 3 gange om året, i 1935 var det 10. april, 29. august og 11. oktober, var der foruden heste og kreaturer også meget gøgl og andre forlystelser. jeg husker især dødsdromen, hvor det rigtigt gøs i mig, når jeg stod oppe ved overkanten, hvor der var en stålwire spændt ud rundt om som et slags gelænder til sikkerhed for publikum. Kørerne yndede at køre skråt op nede fra, og når de sigtede lige mod det sted, hvor jeg stod, rystede jeg lidt i buksernes men de drejede naturligvis altid af i tide.

En anden ting jeg husker er kraftprøven. Det var et lod, der sad omkring en lodretstående jernstang, hvor man så med en stor trækølle skulle slå alt, hvad man orkede, på en dertil beregnet dims, som via et stangsystem påvirkede loddet nede fra; slog man hårdt nok, gik loddet i top, hvor der sad en klokke, som klemtende meddelte, at man havde bestået prøven.

Noget af det, der var på markedet, tangerede faktisk rent svindel. Udråberne, som der stod én af foran hvert telt for at lokke folk ind til seværdighederne, var meget veltalende og det, de havde at vise frem, var altid Verdens eller Danmarks bedste, største og mest vidunderlige og fantastiske seværdighed.
Jeg husker en gang, hvor jeg sammen med mange andre lod mig lokke ind for at se bl.a. Susanne i badet; det lød jo spændende. Da vi kom ind i teltet, stod der et kar fyldt med vand midt på jordgulvet, men ingen Susanne var at se. Udråberen, der også havde en funktion i forestillingen, sagde efter en tid, at Susanne skam var der, men hun var dykket ned i vandet, og det så ikke ud til, at hun havde lyst til at komme op lige med det samme!
Før elektriciteten kom til Borris, blev karrusellen på markedet trukket af 2~4 stærke mænd, der gik rundt på karrusellens tag i noget, der mindede om en hestegang, idet den aksel, som karrusellen drejede om, var ført en god meter op over taget, og på enden af den var der tværs over fastgjort en mindre bjælke, som mændene gik og skubbede foran sig langs tagets yderkant. Når karrusellen skulle bremses efter en tur, satte mændene sig op på bjælken og kørte med rundt, til den standsede.


FØRSTE MARKED I DALAGER

Marie Harpøth født 1789, datter af købmand Søren Harpøth i Ringkøbing, skriver i sin dagbog den 25. august 1814: I dag rejste mange fra byen til Borris, hvor i morgen første gang efter ansøgning af provst Krarup holdes marked, der formodentlig bliver betydelig, da alle nær og fjern besøger det. Videre skriver hun, efter enten selv at have været til marked eller have talt med folk, som har været der: – Markedet bestod mest i stof, hvidt og kulørt, fruentimmere beså det, og gode kortspillere endte og begyndte deres marked i Dejbjerg præstegård bos Jespersen, de spillede hele natten og tabte 100 daler og flere som ingenting. Oh, beklageligt. Hvor mangen tro kone med mange børn må ikke med al hendes retskaffenhed lide hårdeligen under sådanne laster Gid dog, de lidenskabelige mænd ville betænke, hvor mangen ulyksalighed, slige udsvævelser medfører, aflægge dem og i det sted leve som fader og mand iblandt sin familie og føle, hvor sligt det er at leve lykkeligt, men oh, jeg skriver det nødigt, først må verden omskabes.

Københavns Universitets Almanak, som er undersøgt tilbage til 1807, nævner første gang Dalager Marked i 1815, men det kan forklares med, at tilladelsen til markedet ikke forelå, da 1814 udgaven skulle i trykken.

Vagn Heiselberg skriver i Ugebladet Landet den 23. oktober 1952: I hvert fald siden statsbankerottens dage i 1813 har der været holdt markeder på denne gård, en typisk firelænget vestjysk gård, og det præger udenværket.

Hvis Vagn Heiselberg har ret, der angives ingen kilde til oplysningen, kan det betyde, at man først efter at man begyndte at holde markeder, blev opmærksom på, at det krævede en tilladelse, som man så sørgede for at få inden markedet i 1814. I Vagn Heiselbergs artikel antydes det, at der godt kan have været holdt markeder i Dalager før 1813, og der er faktisk noget, der tyder på, at der i hvert fald er blevet handlet der under en eller anden form langt tidligere, nemlig et stednavn.

I matriklen fra 1664 står der under gadehuse, at Velbårne Jomfru Elsbe Dorete Rostrup ejer et hus uden jord norden Dalager(gaard). Huset beboes af Jahan Povelsdatter, og i kvæg og kopskattelisten fra 1678 kaldes stedet Schrebshøj og er fæstet ud til Jens Christensen i Duedal. I markbogen fra 1688, som reelt skulle være lavet i 1683, står der under gadehusmænd: Dalager Bye, ved bemelte byes mark ligger it huus, beboes af Christen Pedersen, kaldis Scbrafuehøy og tilhøre Velbaarne Sophia Rostrup til Deiberiglund.

I uddrag af Lundenæs Jordebog 1775 for Borris Sogn står der: Dalagergaard, beboes af Forvalteren ved Godset. Paa denne Gaards Grund et Huus, Skrafhøy kaldet, beboes af Niels Jensen.

Skrabhøj eller Skravhøj, der havde matrikel nr. 56 af Borris Nørreland, eksisterede frem til den 21. maj 1914, hvor jorden blev solgt til ejeren af matr. nr. 57, gården Slikdal, og bygningerne fjernet; brønden var der dog mange år efter. Hvad betyder så stednavnet Skravhøj? Her er det især forleddet der er interessant. Det er antagelig navneordet skrave, gammeldansk skraghi, og det er det samme ord som ordet skravl, der blev brugt om den træramme, man tidligere i hestevognenes og selvbindernes tid, og også endnu tidligere i seglens og høleens tid, lagde på kassevognene for at gøre dem længere og bredere, når man skulle køre hø og de utærskede kornneg i lade eller hæs.

Det sønderjydske sognenavn Skrave menes at betyde markedsbod som i tysk, samme betydning er meget sandsynlig i Borris, da Skravhøj ligger nær ved den gamle markedsplads i Dalager, ja en handelsplads kan jo let tidligere have ligget rundt om Skravhøj. Jeg mener, at det er sandsynligt, at der Skravhøj tidligere har stået én eller flere handelsboder, i hvert fald nogle dage om året, måske på tamperdage eller tingdage eller måske bare hvert efterår, hvor folk, selv om de på den tid var selvforsynende med de fleste ting, dog var nødt til at købe bl.a. lerkar (jydepotter), jernknive, finere tøjvarer, segle, leblade og salt, som var nødvendigt til at konservere kødet fra efterårets slagtningen Og det er meget nærliggende at tro, at handelsboderne har givet navn til stedet.


SIDSTE MARKED

Det sidste marked ved Dalagergaard blev holdt onsdag den 27. august 1964. Årsagen til markedets ophør var, at omsætningen var faldet meget væsentligt, mest fordi næsten alle gårde havde fået traktor, og der derfor kun var få heste at handle med. Det sidste marked blev tilført 32 heste mod ca 60 stk. året før. Nedgangen i tilførslen af heste var så småt begyndt omkring 1950 p.g.a. især det stigende salg af traktorer, ikke mindst de små grå Ferguson. En anden grund er, at det var blevet mere og mere almindeligt, at slagtedyr blev leveret direkte til slagterierne, istedet for som tidligere at gå over markeder og gennem handelsmand. Fra omkring 1957 blev der kun holdt et årligt marked, det store sommermarked i august.

Indtægterne fra markedet kom udelukkende fra beværtningen af gæsterne; stadepladserne til de handlende og gøglerne var gratis. De eneste, der beklagede sig over, at markedet holdt op, var da også gøglerne. Nå, måske udtrykte Salomon J. Frifelt ikke kun sin egen nostalgi, da han i 1968 skrev: Men Borris har også andet, der kendtes viden om: Det store Dalager Marked, der i hele Vestjylland stod som et tidsmærke i årets kreds og afgjorde priserne for hestehandelen og tiden for middagssøvn. Nu er både Dalager Marked, heste og middagssøvn afskaffet!

I Lars Grønborgs tid gav markedet et nettooverskud svarende til 2 årslønninger til en tjenestekarl, medens det sidste marked gav 800 kr. 150 års jubilæum holdt man også i 1964, efter at en journalist havde kontaktet Landsarkivet i Viborg, der havde oplyst, at det første Dalager Marked havde været holdt 1814, men så går det galt med hovedregningen, for når markedet har været holdt i 87 år i attenhundredetallet og i 64 år i nittenhundredetallet, så bliver det 151 år.


GENOPLIVNING

I 1992 forsøgte en forening dannet til formålet, med skoleinspektør Svend Gregers Olsen i spidsen, at genoplive traditionen med Dalager Marked på en plads omkring 300 meter syd for den tidligere Dalager markedsplads, dog kun én gang om året på fredag, lørdag og søndag i uge 20, maj måned. Man kalder det Dalager Heste- og Kræmmermarked. Forsøget lykkedes og markedet fortsætter, der er mange kræmmere og forlystelser på markedet og en del kæledyr, ikke så mange heste, men de fleste besøgende tager nok også turen mere som en udflugt end som en indkøbstur. Så nu kan egnens beboere igen bruge det gamle mundheld: Ses vi ikke før, så ses vi til Dalager Marked. Efter et par år blev S. Gregers Olsen, der havde betinget sig, at han kun ville være med i opstartsfasen, afløst som formand af fhv. murer Anker Jørgensen. 1996 blev markedspladsen flyttet lidt mod nord, da grunden her er lidt højere og mere tør. Senere samme år overtog Jørn Vendelbo formandsposten.

Det eventuelle overskud fra markedet går efter bestyrelsen for foreningen Dalager Markeds skøn til at støtte forskellige aktiviteter til glæde for sognets beboere.

 

Bilag

Hardsyssels Årbog 1997 (ISBN 87-87358-18-2 / ISSN 0046 6840) udgives af Historisk Samfund for Ringkøbing Amt
For at få en bedre forståelse for navnene nævnt i uddraget, bør man læse hele artiklen.